Messehagel og alterdug


Ikast Kirke

Designet og udarbejdet af:
Billedkunstner Jette Bækgaard


Den grønne messehagel anvendes i den del af kirkeåret, som strækker sig fra pinse til advent: Trinitatis. Den grønne messehagel symboliserer væksten i den kristne tro: At vokse i troen og kærligheden til Gud.

Inspiration
Mit inspirative udgangspunkt er ordene: Vækst, tro og kærlighed, men samtidig er det også Ikast Kirkes arkitektur og indretning. Ikast Kirkes indretning og farvesætning opleves af mig som enkel, organisk, stilren, smuk, lys og varm.

Motivvalg
Mit motivvalg indeholder: Korset, træet, hjertet, duen, stjernen, frøet, bladet og olivenkvisten indgår på forskellig måde i Messehagelen og Alterdugen.
Korset er Livets træ, som symboliserer vækst og håb. Hjertet symboliserer kærlighed.
Duen symboliserer Helligånden, renhed, fred, dåb bebudelse og den gudbenående tanke.
Stjernen symboliserer guddommelig vejledning og gunst. Frøet symboliserer udvikling. Bladet symboliserer vækst, frugtbarhed og fornyelse. Olivenkvisten symboliserer Kirkens frugt, de retfærdiges tro og fred.
Som det ses, så er alle symbolerne en del af den helhed, som mit design viser

Farvevalg
Farverne er valgt så de passer til Ikast Kirkes øvrige farver, samt det symbolske i farverne til netop denne Messehagel.
Hovedfarven til Messehagelen og Alterdugen blev en dyb grøn farve, som virker klassisk og elegant.
Motivet er opbygget i hvid og guld. Som foer til Messehagelen og Alterdugen er valgt en smuk rød farve.
Grøn symboliserer udødelighed, håb, Helligåndens vækst og liv i mennesket.
Hvid symboliserer renhed, jomfruelighed, det hellige liv, lys og glæde.
Guld symboliserer guddommelig magt, indsigtens stråleglans og udødelighed.
Rød symboliserer kærlighed og tro.
Alle farver er specielt farvet til Messehagelen og Alterdugen

Materialevalg
Materialet til messehagelen og alterdugen er silke, da silke for mig står for det ypperste materiale til denne beklædning. Silken changerer smukt i farven og ændres under påvirkning af de mange lysindfald, som kan opleves i Ikast Kirke.

Forarbejdning
Da messehagelens og alterdugens motiver er enkle, organiske og symbolske, er det vigtigt at dette bliver understreget i forarbejdningen. Derfor har jeg valgt at messehagelen og alterdugen skulle være med håndsyede applikationer. Ved den teknik opnås bløde organiske linier, og motivet vil fremstå levende og stærkt.
Forarbejdningen blev foretaget af Konstruktør Connie Væver.